Her følger dagbog for klubsammenkomst i Topgunklubben afholdt fredag den 10. marts 2023 i Bootcamp Hollywood.
Jester var desværre MIA på den pågældende dag, og Merlin måtte i sidste øjeblik også kapitulere og strække våben, hvilket medførte, at sammenkomsten udgjordes af trekløveret; Stinger, Hollywood og Viper.
Et af krigens ti principper blev anvendt til forskydningen fra Korsør til Bootcampen, nemlig økonomi med kræfterne. Stinger afhentede Viper ved stationen og efter en ”let” provianterning på den gyldne måge, forlagde kortegen mod de afsides liggende egne og bootcamp Hollywood. Her blev de nådige seniorofficerer modtaget af Hollywood, som sikrede at kortegen ikke var blevet skygget på vejen.
Aftenen blev indledt med det obligatoriske møde, der blev gennemført i god ro og orden, og idet hjemmesiden (forum) er nede, er referatet sendt til klubbens medlemmer via Messenger.
Den øvrige del af programmet indledtes med et sandt overlevelseskursus, hvor de hårdt prøvede delinkventer, skulle gennemføre finere kogekunst udendørs og i kraftig kuling fra øst. Hollywood havde etableret et fundament i dej, der kunne mætte en hel deling, og der blev ganske fine pizzaer ud af det på trods af vejrligets tilstand.
Som delikatesse, havde Hollywood forberedt den canadiske specialitet ”moose milk”, som gled ned med stor velbehag. Men her stoppede den kulinariske rejse ikke, idet Hollywood både diskede op med hjemmelavede velsmagende romkugler, i størrelse stor vel at mærke, samt bland selv slik.
Krigens pricipper skulle anvendes i aftenens næste indslag. hvilket bestod af en omgang RISK. Her kunne Hollywood et tryllenummer, nemlig kunsten at slå en sekser – og en mere, og endnu en, og såfremt det ikke blev en sekser, så sneg der sig en femmer ind. Stinger og Viper fik en lektion i RISK og blev sådan set godt og grundigt rundbarberet. Rigtig godt spillet af Hollywood!
Herefter gik aftenen på hæld og det sidste bland selv slik fandt sin vej ned i de fyldte maver, hvorefter sammenkomsten sluttede.
Tak til Hollywood for et rigtigt godt arrangement, som Jester og Merlin kun kan ærgre sig over ikke at have været med til.
Skrevet af: Viper
No responses yet